OVERNAT MIDT I NATUREN PÅ VESTSJÆLLAND – GLAMPING HOS BAKKEGAARDEN

glamping på sjælland hos bakkegaarden
Vestsjælland 3 glampingtelte 1595 kr. for 2. pers. inkl. morgenmad, sengetøj mm Åbent midt maj - start september Børn velkomne Udekøkken, bålplads, toilet og 'camp shower' Fiske- og badesø Ferielejlighed på gården kan bookes her Læs mere og book dit glampingophold her

Reklamesamarbejde med ‘Glamping hos Bakkegaarden’

Glamping midt i naturen – en time fra København

“Er vi bare ude midt i ingenting?” spørger Carl, da vi drejer ned ad landevejen og ud på en endnu mindre landevej. Gyldne rapsmarker strækker sig omkring os, og vi fortsætter over en jernbaneoverskæring og kører yderligere en kilometer. Her ligger Bakkegaarden på venstre hånd. En nydelig trelænget gård med stuehus for enden og en stor gårdsplads, hvor bilen parkeres.

Værtsparret, Lærke & Lasse, samt Lærkes mor Anne, er i gang med at slæbe en vædder fra stalden op i en trailer – han havde gjort sit arbejde med fårene, og nu skal han hjem til sin egen gård. Vi griner alle lidt af timingen med vores ankomst midt i vædderflytningen, og mærker samtidig, at vi står midt i det ægte liv her på landet – stedet, hvor der altid er noget at lave. En lidt anderledes intro til denne perle af et naturnært overnatningssted, men ikke desto mindre et varmt velkommen til ‘Glamping hos Bakkegaarden’.

En mini naturferie, hvor tiden gik med alting og ingenting

På sådan en miniferie kan man hurtigt tænke, at man måske lige skal nå forbi en turistattraktion eller to. Men her bliver der tale om et skriv, hvor vi boede og levede i alt det, som naturen gav os. Tid til madlavning over bål. Tid til at fiske i mange timer. Tid til at gå på opdagelse efter rævehulen. Tid til at spise en lang morgenmad. Tid til at lægge i hængekøjen. Og listen kunne fortsætte…

Et par døgn i sådan en omgang langsomhed – det skaber særlige minder.

Til jer der må drømme om at bo midt i landlivet på Bakkegaarden, men mere er på udkig efter en simpel og billig etværelses ferielejlighed – læs mere om den her.

vejbod og glamping hos bakkegaarden

I den lille gule bod finder I alt fra ekstra brænde og mulighed for småindkøb mm.

glampingtelt hos bakkegaarden

Vi boede i ‘Camp Ræven’, det største af de tre telte og det tætteste på toilettet og udekøkkenet. 

Glamping-eventyret starter ved den lille gule bod

Vi bliver vist hen til en lille bod, hvor der også står trækvogne til bagagetransport. Glampingteltene ligger 450 meter herfra. På en måde føles det lidt som om, at eventyret starter lige her – med kig op ad markvejen, hvor man for enden kan skimte lidt hvidt mellem alle de grønne træer – et glampingtelt.

Den lille bod byder på alt fra hjemmelavet marmelade, brændekurve, lidt hjemmestrik m.m. Og ikke mindst køleboksen, eller ”mini-baren”, hvor man kan købe små forfriskninger. Jeg kan mærke, at jeg allerede er så vild med dette sted, den der ”nede på jorden” følelse, men hvor der er tænkt over alle de små detaljer, for at skabe flotte oplevelser for os glampister.

Inden vi bevæger os afsted, får vi at vide, at det er her, vi kan hente morgenmadskurven – helt perfekt. Værtsparret er så utroligt hjertevarme og lyttende, og vi ville så gerne have hørt endnu mere om stedet, men efter flere timers køretur har drengene brug for at bevæge sig, og den ene siger flere gange: ”Far, har du glemt, at du lovede, at vi skulle fiske – lad os komme afsted!” Med smil og vink starter vi derfor gåturen langs markvejen.

Solen skinner fra en skyfri himmel, fuglene kvidrer, og insekterne summer. Den danske sommer er ankommet. Udsprungne syrentræer byder os velkommen, hvorefter vi følger skiltet til ’Camp Ræven’ – vi føler os straks hjemme. En lysning omgivet af træer og buske og med udsigt over fiske- og badesøen.

Bålbad hos glamping hos bakkegaarden

Hvert glampingtelt har egen bålplads og overdækket spiseområde. 

udekøkken ved glamping hos bakkegaarden

Udekøkken med drikkevand, gasblus og al nødvendig køkkengrej. 

Glampingteltenes placering & indretning

‘Camp Ræven’ er det største telt og ligger helt tæt på udekøkkenet, samt toilettet og “camp showeren”. Teltet er indrettet i en skøn stil med fine, ældre møbler krydret med nyt. Med en dobbeltseng midt i teltet, redt op med blomstret sengetøj, hviler der en skøn blanding af hyggelig mormorstil krydret med det moderne. På hver side af dobbeltsengen er der redt op til drengene. Her er højt til loftet, og på “væggene” blafrer det fine spil af solens stråler og skyggerne fra træernes grene udenfor.

Få meter fra teltet finder du bålpladsen med udsigt over søen. Her kommer vi til at tilbringe meget tid, tænker jeg ved mig selv. Bag teltet er Carl i gang med at lave to mål og gøre klar til en fodboldkamp. Imens kigger vi os lidt mere omkring. Vi går en tur om i udekøkkenet, som ligger ca. 10 meter fra teltet. Her finder man rent vand, gasblus og diverse gryder, pander og køkkenredskaber, samt en termoboks med fryseelementer (vores køleskab). På køkkenets bagside er der et toilet med skyl, og håndklæder ligger klar til brug. Vi havde faktisk ikke overvejet badefaciliteter på forhånd, men opdager så, at der ved siden af teltet løber en lille skovsti med et skilt ved navn “Camp Shower”. Vi følger stien og finder et delvist lukket badeområde med 20 liters poser og en lille vandslange med brusehoved. Vi tager poserne med tilbage og fylder dem op med vand, som vi ligger i solen. Sådan en oplevelse har vi ikke prøvet før, men vi glæder os allerede!

Hvis I er et vennepar eller et familiepar afsted sammen, kan jeg varmt anbefale, at I booker ‘Camp Ræven’ og ‘Camp Fasanen’. Glampingteltene har plads til 4 personer i hver og er placeret ca. 50 meter fra hinanden uden direkte udsyn til hinanden. På den måde kan I bo privat i hvert jeres telt og samtidig lave mad og deltage i aktiviteter sammen, når I har lyst. Det tredje telt, ‘Camp Rådyret’, ligger mere isoleret på den anden side af søen, hvilket også har sin helt egen charme.

glampingtelte hos bakkegaarden

‘Camp Ræven’ & ‘Camp Fasanen’ set fra oven. Ideelt til familie- og vennepar. 

Naturkunst på bomuldsvæggene. 

Glampingophold med egen fiske- og badesø

Lige bag glampingteltet løber en sti ned til søen – her finder vi også et overdækket bord/bænkeområde. Vi tager fiskestængerne med og gør os klar til den store fangst. Det er hyggeligt. Carl fanger det hurtigt, og inden længe står han selv og fisker med blink. Walter har brug for hjælp til at kaste snøren i vandet, og inden længe fanger vi en lille aborre – kæmpe begejstring i børnenes øjne og kroppe, hvorefter vi må slippe den fri igen.

fiskesø og glamping hos bakkegaarden

Det er muligt at gå hele vejen rundt om søen. Få minutters gang fra Camp Ræven finder du den nye badebro. 

luftballon ved glamping på bakkegaarden

Vores eneste “besøg” kom fra en luftballon, der fløj over os i aftenlyset. 

Hjemmelavet morgenmad – en sanselig forkælelse

Bakkegaarden er mere end et glampingsted. Bakkegaarden er en lille families drøm om at føre gården videre, men i en anden form end traditionelt landbrug. Her er køkkenhaven fyldt med tomater, agurker, kartofler, pastinak, jordskokker, radiser, spiselige blomster og meget, meget mere. For her handler det også om at gå efter drømmen om at skabe et sted, hvor selvforsyning er i højsæde, hvilket vi som gæster ikke kan undgå at bemærke i form af bl.a. den fantastisk nærende og lækre morgenmadsservering og de fine lækkerier, som vi fandt i den gule bod.

morgenmad ved glamping hos bakkegaarden

Lærke står klar med lækker hjemmelavet morgenmadskurv. 

hjemmelavet morgenmad hos glamping hos bakkegaarden

Morgenmaden med de 3 forskellige slags hjemmelavede marmelader, saftevand, koldhævede boller mm var et hit – både for store og små. 

Pakkelisten til et glampingophold hos Bakkegaarden

*Vi overnattede her i slutningen af maj, hvor temperaturen svingede mellem 10-24 grader.

Husk, at det er forskelligt, hvad man skal pakke fra sted til sted. Nedenfor finder du vores pakkeliste til et glampingophold hos Bakkegaarden, hvor du kan nøjes med at pakke småt.

〉 Tøj efter vejret samt en varm trøje til aftentimerne

〉Badetøj

〉Tyndt uldsæt til natten (hvis I overnatter ved køligere sommertemperaturer)

〉Regntøj

〉Toilettaske

〉Førstehjælpskit

〉Solcreme og myggespray

〉Der er ikke strøm på pladsen, men flere fine lamper giver god belysning. Medbring eventuelt en powerbank til opladning af telefon

〉Mad til aftensmåltid (det er også muligt at købe en bålkasse)

〉Snacks

〉Eventuelt fiskegrej (kan også lejes)

〉En god bog, spil eller lignende

Læs mere på 'Glamping hos Bakkegaardens' hjemmeside og book dit ophold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *