Reklamesamarbejde med Destination Kystlandet
Tunø – kåret som Årets Ø 2024-2025! En lille perle i Kattegat, fyldt med skov, klinter, smukke sandstrande, hyggelige spisesteder – og lokale ildsjæle, der binder det hele sammen. På øen er der ingen biler, kun traktorer og de lokales golfvogne. I denne guide deler jeg alt det bedste, vi tog med os hjem efter to dage på ferieøen.
Nysgerrig på mere inspiration til øferie? Se med fra vores familietur til Kaninernes Ø, Endelave.
*Vi var på Tunø, maj 2025.
FÆRGEN TIL TUNØ
Den lille røde færge til Tunø sejler fra Hou Havn, som ligger en halv times kørsel syd for Aarhus. Overfarten tager omkring én time, og du kan enten tage af sted til fods, med din egen cykel eller leje en cykel, når du ankommer til øen. Der er som regel tre til fire daglige afgange, men husk at tjekke og booke billetter på forhånd.
Tunø færgen – det er som om at tempoet allerede sænker sig “lidt ekstra” i det øjeblik, man går ombord uden bil.
MAD FØR TUNØ-FÆRGEN?
TAG FORBI KØST I HOU
Inden færgeafgang lagde vi vejen forbi den nye og flotte KØST Deli & Gastropub – beliggende få minutters gang fra færgen i Hou. Et flot og lækkert sted at nyde frisk fisk direkte på havnen eller tage det med som takeaway.
OVERNATNING PÅ DET HYGGELIGE Ø-HOTEL: BLÅKÆRGÅRD
Midt på Tunø i bygninger fra omkring 1880 finder du i dag det charmerende, gule ø-hotel – en halv times gåtur fra færgehavnen. Her mærker man med det samme nærværet i form af Cecillies værtsskab og hendes nyrenoverede værelser med flotte detaljer. Blåkærgård er virkelig stedet – om du bare har lyst til et stykke citronmåne og saft, når du fx er på vandretur på Tunø – eller ønsker hele pakken med overnatning inkl. morgenmad. Mere end bare et overnatningssted, hvor alle straks følte sig velkommen.
Det charmerende lille Ø-hotel midt i naturen – hvor alle generationer er velkomne.
Aftenstemningen i gårdhaven.
KORT OM Ø-HOTELLET, BLÅKÆRGÅRD
Værelser: 13 dobbeltværelser med plads til i alt 46 personer. Otte af værelserne er nyrenoverede og har eget bad og toilet. Ti af værelserne kan redes op til fire personer.
Pris: Fra 800 kr. for 2 personer – inkl. økologisk morgenmad samt sengelinned og håndklæder.
Café og restaurant: I udvalgte weekender og hele sommeren er der åbent for både frokost og aftenmenu, hvor maden kan nydes på den hyggelige terrasse eller indenfor. Snyd ikke jer selv for at smage Cecillies hjemmelavede pizzaer eller citronmåne – to sande favoritter! Se Blåkærgårds Facebook og Instagram for opdaterede åbningstider.
Hund: Ikke tilladt ved overnatning, men meget velkommen i café og restaurantområdet.
Meget mere end bare et overnatningssted: Det er også muligt at leje hele Blåkærgård til fx ø-bryllup, fødselsdage og lignende. Derudover afholdes der indimellem yoga-retreats (opdateringer ser du på deres hjemmeside).
HVAD KAN MAN LAVE MED BØRN PÅ TUNØ?
Hvad enten du drømmer om en dagstur eller flere dage på Tunø, kan du nå både en masse og ingenting – alt efter, hvad du trænger til. På øen venter der smukke vandreruter, en hyggelig havn, god mad, en karakteristisk kirke med fyrtårn og masser af natur og det lokale liv, der summer stille omkring dig. Her er virkelig plads til at trække vejret dybt ned i maven og have det sjovt! Herunder har jeg samlet 6 tips til flotte og unikke oplevelser, som hele familien kan være med til.
1.
SKATTEJAGTEN – GÅ TUNØ RUNDT (8,3 KM)
Nup et skattejagtskort med fra færgen, og gå Tunø rundt, mens børnene løser 8 opgaver undervejs. På ruten finder I så mange fine stop ved skov, klinter, havnen, strand og fugletårnet – ikke mindst den fantastiske udsigt fra det unikke kombinerede kirke- og fyrtårn (OBS: normalt kun åbent én time dagligt i skolernes sommerferie).
Bemærk, at turen ikke egner sig til klapvogn, da den flere steder indeholder ujævnt terræn og smalle stier. Aflever skattekortet på færgen hjem eller snart hos Tunø Købmandsgård og Café og få en flot guldmedalje – børnene bliver SÅ stolte!
*Vores drenge er 4 og 7 år, og vi valgte, at gå skattejagten over 2 dage, så det passede til den yngstes energi.
De små øjeblikke, der pludselig dukker op om næste “hjørne” på en ø. Kæmpe glæde!
Langs skattejagten kommer I også forbi fugletårnet – Tunøs højeste punkt – med en smuk udsigt over byen og naturen.
Slet ikke til at få nok af det her landskab! På nordøen venter der høje skrænter, skove og flotte sandstrande.
2.
FROKOST PÅ TUNØ RØGERI & RESTAURANT
Tunø Røgeri & Restaurant er den her hyggelige lille oase midt på lystbådehavnen, hvor gulvet er dækket af sand, menukortet er sammensat med få, men SÅ velsmagende retter. Alene deres svampetoast kan få mig til at drømme mig tilbage til ø-livet.
Her er åbent til både frokost og aften. Se med på deres Facebook og Instagram for opdaterede menu og åbningstider.
3.
MINIGOLF & IS-PAUSE
Minigolf og isstop hos Stalden med udsigt til både marker og hav – jeg tænker virkelig, at det her sted må høre blandt Danmarks smukkest placerede minigolfbaner! At det ovenikøbet er den nye ejer, Julie på 21 år, som er født og opvokset på Tunø, der netop har overtaget denne skønne plet fra sin mormor – dét gør kun historien endnu mere hyggelig.
Beliggende helt tæt på havnen byder Stalden – Tunø Minigolf på både nostalgisk charme og havudsigt – en skøn kombi.
4.
LEG OG HYGGE PÅ HAVNEN
Legepladsen ved lystbådehavnen lokkede børnene til at leg, hver gang vi kom forbi.
5.
PIZZAAFTEN PÅ BLÅKÆRGÅRD
Pizzaaften på Blåkærgård fortjener sit helt eget lille afsnit!
Da jeg nævnte, at vi skulle bo på Blåkærgård, var der flere, der skrev “I SKAL prøve Cecillies hjemmelavede pizzaer – de er de bedste!”. Vores drenge har sjældent spist så godt til aftensmad, og vi tilslutter os det, folk sagde – en fantastisk, lækker oplevelse!
Jeg er så imponeret over Cecillies blækspruttearme, der tryller fra morgen til aften som overnatningsvært.
6.
SOLNEDGANG VED NØRREKLINT
Kun 700 meters gåtur fra Blåkærgård landede jeg på det her magiske spot for en solnedgang.
TAK FOR NU TUNØ – VI SES IGEN!
Vi bor selv ganske tæt på færgehavnen i Hou og talte flere gange om, hvor heldige vi er at have denne lille ø så tæt på. Der sker noget særligt i os, når vi besøger de helt små øer – hvor det er så tydeligt at se og mærke, at det er ildsjæle, der holder hjulene i gang, så vi turister kan suge den ene flotte oplevelse til os efter den anden.
Ved afrejse fra vores overnatning på Blåkærgård bestilte vi en traxa (traktor med vogn) – en hyggelig og praktisk løsning ift. at få transporteret bagagen til havnen. På havnen finder du også et lille rum, hvor du må sætte din bagage inden færgeafgang.
For mere inspiration til øferie? Se med fra vores familietur til Kaninernes Ø, Endelave.
