Reklamesamarbejde med Gaestfri Overnatning
“GaestFri er vores bud på at skabe et sted hvor man kan få lidt af det hele; komfort, afslappet atmosfære og natur.
Vi har skabt gode rammer i form af lyse værelser med gode senge og eget bad. Vores gæster har adgang til køkkenfaciliteter, og et stort opholdsrum.
Og vigtigst af alt; naturen er tæt på, faktisk lige udenfor døren.”
Gitte, overnatningsvært
Måske Danmarks smukkeste staldbygning?
Midt i Søhøjlandet (mellem Silkeborg og Aarhus) finder du denne nyrenoverede staldbygning. En bygning, der de seneste år har gennemgået den vildeste renovering, og nu står klar til at slå dørene op for forventningsfulde overnatningsgæster. Velkommen til GaestFri Overnatning.
Søhøjlandet er ikke bare Danmarks højest beliggende område, men et fredfyldt åndehul i den smukke natur – med bakker, søer og skove lige udenfor døren. Stedet har allerede fået en særlig plads i mit hjerte. Er du til cykel- og vandreture, vil du helt sikkert nyde disse omgivelser.
Den store opholdstue med spisepladser og hyggekroge. Fra opholdstuen har du også adgang til køkkenfaciliteter.
Alle fire værelser har udsigt til det bakkede landskab.
Hotelstemning i hjemlige omgivelser
Teglgulv, grønne planter, lækre senge og Gittes fine loppefund – det her sted emmer af nordisk stil og en afslappende atmosfære. For mig føles det som at ankomme til et stilfuldt hotel, men med en personlig og hjemlig stemning. Det kan altså noget ganske særligt og bør opleves.
Alle fire værelser ligger i forlængelse af hinanden på 1 sal og er sat op med kodelås. Koden modtager du på sms inden din ankomst, hvilket gør det nemt at tjekke ind uanset tidspunktet på dagen.
Gåtur til Store Troldhøj
Vores to små vil nok sige, at man på toppen af Store Troldhøj bliver belønnet med et sjovt klatretræ, imens vi forældre mest nød udsigten ud over Gjern bakker og Gjern å.
En gåtur på i alt 5 km (vil jeg tro), hvor du både kommer ud i bakkerne, gennem skoven, forbi søer og åer. Skoven var fyldt med lækre blåbær, hvilket gav anledning til en masse små stop. Og så var vi også så heldige, at få hilst på fårene, som gik rundt i det kuperede landskab.
Jeg vil næsten mene, at denne tur er et must, især hvis du ikke kender området i forvejen. Her får du virkelig oplevet Søhøjlandets alsidige natur.
Gitte havde givet os “Naturbingo” med til gåturen, hvilket Carl på 4 år synes var SÅ spændende, og en stor motivation til at fortsætte, selvom benene ind i mellem blev trætte.
Feriepark i “baghaven”
Feriepark Landal Søhøjlandet ligger kun få hundrede meter fra Gaestfri Overnatning. Et feriecenter med gode legepladser og et mindre badeland. Vi sluttede vores weekendophold af med en tur i badelandet – drengene elskede det.