B&B MED HAVUDSIGT PÅ SYDFYN – TROENSE B&B BY THE SEA

Troense B&B by the sea

Da jeg drejede ind ad Troense Strandvej var det som at komme ind i en anden tidslomme. Med talrige bindingsværkshuse på den ene side og små haver med udsigt ud til vandet på den anden. Allerede ved min ankomst fortrød jeg, at jeg kun havde bestilt en enkel overnatning. Velkommen til Troense B&B by the sea.

Hanne stod i åbningen ved den blå dør og var klar til at byde lille Walter og jeg velkommen. Hendes hjertevarme humør mærker man med det samme, og der gik også kun få minutter før hun og Walter fik sig en sludder.

At turde hoppe ud i et brancheskift

Hanne arbejdede tidligere som sygeplejerske, men tog en beslutning om at prøve drømmen af som overnatningsvært. Jeg beundrer hende for hendes mod og ikke mindst hendes store arbejdsomhed. Hun har en fantastisk energi og en kærlighed til stedet, det mærkes tydeligt som gæst. Det betyder meget for Hanne, at hendes gæster tager derfra med gode oplevelser i bagagen.

Værelse med havudsigt

Værelserne er lyse og enkelt indrettet med et fint te-køkken. I hovedbygningen er der udsigt til Svendborgsund fra de to dobbeltværelser. Det ene af dobbeltværelserne indeholder en dobbeltseng og to enkelt senge, og er derfor oplagt som veninde getaway, eller til familien med større børn. I Hannes smukke baghave finder du yderligere to smukke værelser og tilmed en udebruser.

Solnedgang i strand anneks

Valdemar Slot ligger en lille gåtur herfra, og jeg kan varmt anbefale den skønne tur til det smukke slot. Da solen begyndte at gå ned, vendte jeg næsen hjemad og tændte op i de mange levende lys i strand annekset. Her nød jeg solnedgangen til lyden af bølgeskvulp.

Walter valgte, at stå meget tidligt op, men til denne udsigt og dette farvespil, var han hurtigt tilgivet.

Overdådigt morgenbord

Efter en magisk aften i strand annekset, spurgte jeg Hanne, om det var muligt at spise morgenmad hernede. “Selvfølgelig! Her må man spise lige hvor man ønsker det”. Strand annekset er til fri afbenyttelse for alle gæster.

Jeg følte mig SÅ heldig over at sidde i annekset og spise en fuldstændig fantastisk morgenmad serveret af Hanne. Det var virkelig en oplevelse. Her kunne jeg godt spise min morgenmad hver dag.

Landsbyvandring

Jeg nuppede et turistkort og begav mig ud på en lille vandring i de fineste landsbygader, som er en del af den populære Ø-havssti på 220km.

Jeg udnyttede herefter Walters middagslur til at få mig et lille havdyp. Det er så fint og unikt, at man på dette overnatningssted har fri adgang til den lille strand i haven. Og selvom jeg ikke kunne mærke det på vandtemperaturen, så viste kalenderen, at “NU er det forår”.

Book din overnatning på Troense B&B by the sea’s hjemmeside